De fleste kender historien om Romeo og Julie, de ulykkelige
elskende i Shakespeare’s skuespil, der ikke må få hinanden, fordi deres
familier er uvenner.
Selve historien er skrevet i flere variationer – også af
andre forfattere end Shakespeare. Det er fri digtning, men der kan godt have
været noget om snakken, for der var store stridigheder mellem de store familier
i renæssancens Verona.
Vi andre kan også lade fantasien løbe: hvilke planter mon
Julie havde på sin balkon i Verona?
Måske et oliventræ eller et citrontræ? Eller pelargonier?
Olivenlunde er der masser af i Norditalien, så måske Julie
har passet et lille oliventræ på balkonen.
Citrontræer vokser også på de breddegrader, så hun har måske kunnet plukke en citron fra sit eget træ for at bruge saften i et glas
lemonade.
Pelargonier er et klassisk syn i de italienske altanhaver. Det
er hængepelargonier, der er tale om – altså de, der vælder ud over altankassen,
i lange klaser. Italienerne kalder dem for Tyroler-pelargonier, ’Tirolese
gerani’.
En tur rundt i byen her på de hjemlige breddegrader viser,
at der står adskillige oliventræer på altanerne – derimod er citrontræerne sjældnere
at se. Klimaet er for koldt, men pelargonierne har gode vækstbetingelser hos os
- det er hårdføre planter. Jeg ser dog ikke så ofte Tyroler-Pelargonier – men
nogle af de andre sorter. Der skulle være hundredevis af forskellige.
Og ligesom Julie har sin egen klub, hvor man kan søge råd i
kærlighed, findes der pelargonieklubber for de, der elsker pelargonier.
 |
| Tyroler-pelargonier i klasevis. Billedet er fra min bog 'Torri del Benaco - Paradis ved Gardasøen'. |
 |
| Det kniber med at få det til at ligne klaser i min egen altankasse. |
 |
| Pelargonien 'Dronning Ingrid' på min gamle altan - en rigtig 'oldemorblomst', der er moderne igen. (tv) |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar