onsdag den 23. april 2014

Kære altanhave-dagbog...


Det er en god ide at føre dagbog over dine tiltag i altanhaven. Hvad har du sået og plantet hvornår, hvordan gik det med pasningen, gode ideer til fremtidige planter eller måske blot almindelige refleksioner og erfaringer med arbejdet i altanhaven.

Du kan bruge et almindeligt hæfte eller en billig kinabog til formålet, eller du kan anskaffe en ’havedagbog’ i stift bind i god kvalitet – det er underordnet. Du kan også lave havedagbogen på computeren: lave en tabel inddelt i måneder, hvori du sætter fotos og notater.

Hovedsagen er, at det bliver et personligt manifest, hvor du holder styr på, hvad altanhaven har frembragt – og hvornår - samt alle de andre gode ideer, der måtte opstå.

Tro mig, man glemmer hurtigt i farten, både hvad planterne hedder, om det er en staude, der visner ned og kommer igen næste år, eller om det er en sommerblomst, der kun har én strålende sæson. Altanhave-dagbogen kan være med til at holde styr på det hele!
 
Hvad gik godt - og mindre godt...

Hold styr på erfaringerne!




fredag den 18. april 2014

Påsken er gul


Påsken er gul…og lysegrøn! I hvert fald her hos mig. De knaldgule narcisser har man kunnet købe i mange uger, og rundt omkring på altanerne i Aarhus’ gader er mange allerede visnede. Men i forgårs var jeg heldig at finde nogle flotte eksemplarer, nogle udsprungne men med mange knopper. Op i altankassen med dem (uden at plante dem ud), og så var altanhaven påskeklar.

Holder du mere af den afdæmpede gule farve, er der de sartgule narcisser. Jeg faldt for nogle af slagsen, tre styks for 25 kroner. Billigt! Sammen med de lysegrønne blade signalerer narcisserne bare forår.

Narcisserne, her under ét kaldet påskeliljer, forbinder vi så meget med påsken, at de er usælgelige efter påske, siger blomsterhandleren. Jeg har nu tænkt mig at passe godt på mine, for de lyser fantastisk op derude – og er altså flotte også senere på måneden.

God påske til alle, der læser med på bloggen.

 
Påskeklar altanhave!

Narcis Tête-à-Tête i altankassen.

Narcis Bridals sarte farve er skøn at skue.

onsdag den 9. april 2014

Det gror...ude som inde


Foråret er i fuld gang.

Udenfor i altanhaven er syrenen godt på vej mod kommende sommers pragt, ligeså sommerfuglebusken, den gule krysanthemum og sankthansurten, der har overlevet vinteren i bedste stil.

Indenfor i vindueskarmen er lathyrus-spirerne blevet til små planter, der senere på måneden skal over i en stor potte med et eller andet, de kan klatre op ad.

På papiret er planerne for altanhavens selvdyrkede mad også i fuld gang. Men foreløbig kun på idé-planet - der er trods alt noget tid, til det bliver varmt nok udenfor til at så for eksempel salat.

Foråret er en løfterig tid – alene tanken om alle de varme sommerdage, der venter, med blomster, jordbær og alt det andet herlige, der kan gro i en altanhave!


Dværgsyrenen ’Pallibin’ går nu sin syvende sommer i møde – hurra!


’Pallibin’ har fin-grenet vækst med lyslilla blomster. 


Om to måneder blomstrer syrenen igen – hér fra sommeren 2013.


Latyrus-frøene blev sået i minipotter, og kimplanterne har nu brug for mere plads.