lørdag den 24. maj 2014

Ø-Haven i Aarhus


Som i så mange andre større byer er der også tiltag i Aarhus med hensyn til ’urban gardening’, bymæssigt havebrug. Det er hot at dyrke sine grøntsager selv!

Herude i Aarhus’ nybyggerkvarter på Nordhavnen - også kaldet Aarhus Ø - kan beboerne nu skrive sig op til en nyttehave, model ’plantekasse’. Haverne er et led i at inddrage beboerne i at udnytte de endnu ubebyggede grunde og lade det grønne gro.
Der er megen beton, asfalt og byggeplads herude, så grønne spots er velkomne! Og for de beboere, hvor altanerne ikke er nok at dyrke på – eller som supplement – er det en god ide at skabe fællesskab om grønne nyttehaver.
Og det harmonerer fint med det maritime miljø – i lystbådehavnen har sejlerne længe kunnet plukke friske krydderurter fra plantekummerne på kajen.
Initiativet med de urbane nyttehaver er kommet fra Foreningen Pier 4 og blevet til i samarbejde med Aarhus Kommune, der ejer grunden på havnen.
Det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig! 

Fotos herunder viser én af de første plantekasser på molen.
Næsten 140 beboere ønsker en nyttehave i Aarhus Ø.

Ø-Haven skal bidrage til fællesskab - og blomster og grønt.







fredag den 9. maj 2014

Jordbær og krydderurter i altankassen


Så er der persille, jordbær og salvie i altankasserne. Det skulle egentlig have været skovjordbær, men det endte med ’almindelige’ jordbær ’Elsanta’. 

Efterfølgende har jeg læst, at netop den sort ofte er kritiseret, så forleden købte jeg en bakke danske Elsanta jordbær i supermarkedet for at smagsteste. Jeg synes, de er udmærkede, så nu ser jeg frem til masser af solskin, så altankasserne kommer til at bugne af smagfulde jordbær!

Kruspersille er der heller ikke noget eksotisk over, men det smager godt. Og hvis man vil have spiseligt i altanhaven, er det bedste råd at gå efter noget, man kan lide. I en lejlighed er der som regel ikke langt fra altankasse til bord, så det er bare om at huske at bruge krydderurterne.

Salvie har jeg ikke haft før – så vidt jeg kan se, kan den blive ret stor – og måske bliver den skiftet ud med purløg eller en jordbærplante mere. Så kan salvien gå solo i sin egen krukke.

Foreløbig har jeg tyet til den nemme løsning med at sætte potterne direkte i altankasserne uden udplantning - jeg ved ikke lige, om det går i længden. Nu ser vi.

Er der udsigt til nattefrost, skal der fiberdug over planterne – eller giv dem nattely ved husmuren. 

Salvien breder sig allerede...

Jordbær og kruspersille har lige fået en regnbyge - så nu skal der sol til!



søndag den 4. maj 2014

Farvel nattefrost


I starten af maj er der stadig risiko for nattefrost, men nu kan det ikke vare længe, førend sommerblomsterne kan flytte ud i altanhaven.

Den sidste måneds tid har jeg forspiret Latyrus, også kaldet ærteblomster, og nu er de blevet så store, at de skal over i en stor krukke. Latyrus klatrer, så de skal have et espalier at støtte sig til. Jeg gør det enkelt – tre til fire bambuspinde bundet sammen foroven – så finder ærteblomsternes slyngtråde selv ud af at hæfte sig fast.

Sommerblomster i færdig tilstand kan også hentes hjem fra havecentret eller det lokale supermarked. De fås ofte i bakker med seks til otte styks til udplantning – i masser af farver! Husk dræn i bunden af potterne, god jord samt vand og gødning sommeren over.

Se hvordan du planter - i indlægget ’Farve i altankassen’ fra 1. august 2013.

Hvilke sommerblomster skal du have glæde af de næste fire måneder? Der er i omegnen af 500 forskellige arter! Bliver det Lavendel, Marguerit, Petunia eller…?

Ærteblomsterne skal på altanen, når risikoen for det kolde gys om natten er ovre.