mandag den 9. september 2013

Den brune plet


Se, denne blog skulle jo være fyldt med lækre fotos af flotte blomster og planter, så hvor er det lige, at de brune pletter på tomatplanternes blade kommer ind i billedet?

Jeg har læst lidt på lektien, og der kan være forskellige bud på, hvad der har været galt.

Måske har planterne manglet gødning, måske har de frosset, måske er det virus?

For tomatplanter gælder det generelt, at de:


- aldrig må mangle vand

- skal have gødning, gerne lidt hver dag

- skal have sol – men de må ikke svitses

- skal have noget at støtte sig til (pinde eller snore)

- skal have sideskuddene knipset af (de sidder som en lille udvækst mellem  
  hovedstænglen og bladene ud til siderne)

- skal have fjernet alle de blade, der sidder nedenunder den nederste klase (når tomaterne   
  begynder at modnes)

Min tomathistorie endte således: Jeg nappede de brunplettede blade af, og i takt med det lunere vejr i forsommeren begyndte planterne at trives - og nu er tomaterne modne og klar til at spise.


Hvad det end er, ser planten ikke sund ud.

Sideskuddene knipses af, efterhånden som de dukker frem.

Tomaterne har bedst af at modne på planten.

Første høst er i hus til en gang tomatsalat med mozzarella.

mandag den 2. september 2013

Besøg i Den Gamle Bys haver



Op til 400.000 besøgende lægger hvert år vejen forbi Den Gamle By i Aarhus, og er du én af dem og pludselig trænger til et pusterum efter at have gået rundt på de toppede brosten, er der ro at hente i de syv historiske haver.

Fra maj til september er der også haverundvisninger, men man kan sagtens selv gå på opdagelse i:

- Handelsgartneriet Bernstorff. Her sælges potteplanter fra oldemors tid, krydderurter, stauder 
  og stiklinger. (I sommerhalvåret).

- Apotekerhaven

- Renæssancehaven og Den romantiske have

- Købmandsgårdens køkkenhave

- Købmandsgårdens prydhave

- Præsteenkens køkkenhave

- Frk Wahlstrøms Have

Filtbladet Kongelys i al sin pragt.








Bistaderne i Handelsgartneriet Bernstorff - og honningen kan købes... 

Duftgeranien forbedrede luften i fortidens beklumrede stuer.

Få ro i hovedet ved lysthuset i Den romantiske Have.

Fugleskræmsel anno 1864: en kartoffel med fjer.

Kvinde med skørt - af efeu. Skulpturen er fra 1840' ne.

fredag den 30. august 2013

Dyrk, spis og vær glad



I en moderne altanhave skal der være noget spiseligt.
Det er på mode at byboere dyrker grøntsager og frugter på altaner og i taghaver, ja, det er nærmest en bevægelse, opstået i amerikanske storbyer, hvor indbyggerne længe har dyrket urtehaver i parker, gårdhaver, på brandtrapper og andre steder.
Der er utallige blogs om grøntsagsdyrkning på altanen, vertikale haver i vindueskarme og sindrige systemer af genbrugsplastbeholdere med spiselige afgrøder.
Fænomenet hedder ‘urban gardening’ og kan oversættes til noget i retning af ‘bymæssigt havebrug’, og tankegangen er at udnytte den plads, man har og dyrke sine grøntsager selv – også hvor pladsen er trang.
Selvom sommeren kører på det sidste, kan du stadig nå at tilføre altanhaven noget spiseligt. Krydderurter er nok det mest enkle, og med blot et par stykker er du godt dækket ind med det grønne drys.
For de, der bor i hovedstaden, kører FOF København/Lyngby her til efteråret kurset ‘Urban Gardening - Køkkenhave i byen’. Der er venteliste, så det siger noget om interessen.
Fra jord til bord - tomater på vej