mandag den 26. august 2013

Dufte tiltrækker nyttedyr

Humlebi på arbejde i Sankthansurten.


Pæoner er også på listen over insekt-tiltrækkende stauder.

Frokost 'to go': Mariehønen kan æde én bladlus pr. minut.
 


”Hvor dufter det dejligt fra din altan”, sagde min nabo.
De blomster, der dufter godt, er især mine nelliker og min syren, da den var i blomst.

Andre, der synes om duften, er de bestøvende insekter som svirrefluen og humlebien. De er også vilde med Sommerfuglebusken, Verbenaen og Sankthansurten.

Insekterne hører med i naturens kredsløb, men kan selvfølgelig genere, hvis de ikke holder sig til planterne og for eksempel flyver ind i lejligheden.

Svirrefluen forveksles ofte med hvepse, men man kan kende dem på den måde, de flyver – nærmest som i ryk. Og de stikker ikke. Et andet plus er, at deres larver æder bladlus – lusene kan ellers gnave sig igennem den ene blomsterknop efter den anden.

Mariehøns er også nyttedyr – en mariehøne-hun kan æde én bladlus i minuttet!

Så der er de dyr, der er velkomne – og de, der ikke er inviteret.







onsdag den 21. august 2013

Guldkant på hverdagen



En ganske almindelig altan, et gulv med en ramme, kan sagtens forvandle sig til et projekt med gøremål, der sætter 'guldkant' på hverdagen.

Det er rart at have noget at passe, se at planterne trives, vande, knipse det visne af og ellers nyde synet af blomsterne og planterne.

Der skal ikke meget til, førend man føler sig som en succes: ’jeg kan få noget til at gro’.

Nogle planter er lettere at passe end andre – men vedligeholdelsesfri er en altanhave ikke, medmindre planterne er af plastic.

Altanhavens planter er mere udsatte for vejr og vind og har ikke så megen vokseplads og jord omkring sig som i en have, så derfor skal de holdes øje med og nurses.

Det er en del af charmen ved altanhavelivet – at planterne er afhængige af daglig bevågenhed.

Tomatplanter har brug for støtte - her er det bambuspinde og snore, der holder på stænglerne.

Vanding skal der til - især på varme dage. Gør det ikke i fuldt solskin, så svitses rødderne.

Visne blomster skal klippes af, så planten får energi til nye blomsterhoveder. (Mamelukærme)







mandag den 12. august 2013

Lidt for dus med duerne



Som med alt andet i livet er der risiko for, at nogle af dine bestræbelser i altanhaven slås i stykker af udefrakommende ting.

Der går måske lus i roserne, planterne tørrer ud eller drukner, eller byens duer bruger din altan som toilet.

I min forrige altanhave, der lå i et duerigt kvarter, kunne duerne rigtigt hygge sig i fred og ro, medens jeg var på ferie. Uden upassende råb fra mig og banken på altandøren.

Da jeg kom hjem og så svineriet, stod den på grundig rengøring, mens duerne skulede fra de omkringliggende hustage.

Skadedyr kan alle komme ud for og dét med vandingen: en weekend uden vand til planterne behøver ikke at være en katastrofe. Det er faktisk værre at overvande.

De små 'kiks' skal ikke overskygge glæden ved alt det, der lykkes.



Botanisk fristed i byen


Landbohøjskolens Have er et af Frederiksbergs grønne åndehuller. Her er masser af inspiration at hente, også for vi med altanhave.

Måske du kan få nogle ideer til dit eget botaniske fristed hjemme på altanen?









Besøg på Jenle


Hvis du kører rundt i Østsalling ved Limfjorden, bør du ikke snyde dig selv for et besøg på Jenle, hvor Nanna og Jeppe Aakjær boede og arbejdede fra 1907. Foruden at rumme deres mindestuer, er Jenle også et moderne kulturcenter med både kunstudstillinger og musikopførelser. Og så er der en skøn have samt parklignende naturområde.
Gården ligger 12 kilometer nord for Skive. www.jenle.dk


En flod af lavendler

Udsigt til sundet fra Jenles have


Krydderurter på Lystbådehavnen



Går man igennem Aarhus Lystbådehavn ved spisetid om aftenen kan man se, at der er gang i gryderne rundt omkring på bådene og på kajen. Og sejlerne – både de besøgende og fastliggerne – har mulighed for at få friskplukkede krydderurter til deres mad.

På kajen står store stenkummer med blandt andet purløg, dild og mynte - lige til at klippe af og putte på fisken eller i salaten. 

En god ide – og et lille bidrag til ’naturens spisekammer’ i byen.

Krydderurter til sejlernes aftensmad



mandag den 5. august 2013

Sommerfuglenes tid



 


Kæmpe-Verbena er også guf for sommerfugle

Sommerfugle er med deres smukke farver og mønstre et insekt, vi forbinder med højsommer og gerne vil have i altanhaven.

Hvis du vil tiltrække sommerfugle, gælder det om at have nogle betingelser på altanen, som sommerfuglene synes om. De holder af duftende blomster - og de elsker at stikke snabelen i for eksempel Sankthansurt, Sommerfuglebusk og Purpursolhat, hvorfra de suger nektar.

Sol, læ og varme er også lige noget, de kan lide. Et fad med lidt vand i bunden og nogle solvarme sten at sidde på – så er det skønt at være sommerfugl.


lørdag den 3. august 2013

På bare fødder i græsset




Enhver, der har gået på bare fødder i dugvådt græs, ved hvor skønt det er. Det kan du selvfølgelig også gøre på din altan, bare i mindre målestok. (Man vænner sig til, at alt er i mindre målestok på en altan).

Græsfrø kan købes i små poser, både kattegræs (godt for kattes fordøjelse) og dekorationsgræs. Jeg købte et brev af det sidste for 6 kroner i supermarkedet.

Gør sådan:

Tilså græsfrøene i et fad eller balje og hold det fugtigt.

I løbet af nogle uger er det blevet til et grønt tæppe, hvor ungernes legetøjs-heste kan komme ’på græs’, eller du kan sidde med fødderne på din egen plæne – størrelse 30 cm i diameter!



En elefant kom marcherende...på savannen!