fredag den 2. august 2013

Mig og mine altaner



Jeg er på min 2. altan-have. Den nuværende har jeg haft i under et år og er derfor først ved at lære den at kende. Èn ting ved jeg dog:

Det er en altan med sol og blæst og saltvandsluft!

- Der er sol fra tidlig morgen til sen eftermiddag
- Blæsten fyger friskt ude fra bugten
- Lyset er skarpt

Det stiller krav til planter og blomster – at de er hårdføre. Ikke ret mange blomster kan lide blæst, og heldigvis er der en glasafskærmning på altanen til at give lidt læ.

Jeg bestræber mig på, at det kun er robuste planter, der bliver inviteret indenfor på min altan på knapt syv m2.

Min forrige altan-have lå på tredje sal i en ejendom fra 1927. Lejligheden blev ikke født med altan – først i 2006 blev den monteret. Altanen vendte ud til en gårdhave, der var skøn at skue oppe fra mit lille frimærke.

Nu har altanen fået nye beboere – måske de er lige så glade for den, som jeg var?

Goddag til den nye altanhave

...og farvel til den gamle






Privatliv



Læ til planterne og skygge for indkig – denne stol indbyder simpelthen til at man sætter sig ned og tager en stille stund.

Her på min forrige altan er der sat kraftig flagdug op – men kun på to af siderne – så man stadig kan kigge ned på den flotte gårdhave. Det handler om at finde balancen mellem afskærmning og total lukkethed. Variation er nøgleordet!

Afskærmning af denne type er dyr, hvis det er et professionelt markisefirma, der står for syning og opsætning. Inden du kaster et par tusind eller mere efter et sådant, gør du klogt i at læse vedtægterne for jeres ejendom - om det overhovedet er tilladt at sætte læsejl op.

Måske er du heldig at finde et færdigsyet, der ikke er for dyrt -  lige til at hænge op med plastic-strips.

”Levende hegn” er også en mulighed: planter, der vokser op ad altanens sider og dermed giver ly og læ – en grøn eller blomstrende afskærmning.

I en snæver vending kan et par tæpper hængt over gelænderet give samme resultat: privatliv på altanen og planter, der ikke blæser omkuld.











Kan frø blive for gamle?




Kan frø blive for gamle, så der ikke kommer noget op af jorden?
Ja, så derfor er det en god ide at lave en ’spiretest’, hvis frøene nærmer sig sidste salgsdag.

I mine gemmer fandt jeg en pose Rucola, som jeg fik foræret af min veninde fra Italien. Hun sendte posen til mig, fordi vi havde besøgt Røde Kors-monumentet i Solferino syd for Gardasøen, hvor der netop groede vild Rucola.

Det syntes hun, jeg skulle have noget af – en smuk tanke, men dumt af mig at posen lå ubrugt hen i lang tid.

Heldigvis lå frøene beskyttet i en ’doppia busta’, forseglet kuvert.

Spiretesten er simpel:

  • Læg vådt køkkenrullepapir på en tallerken
  • Drys frøene ud og hold dem fugtige i et par døgn. De skal stå lyst, men ikke i direkte sol.
  • Hvis over halvdelen danner spirer inden for to døgn, er de gode. Er det under halvdelen bør de kasseres alle sammen.Hvis frøene bliver klistrede, skal de også kasseres.

Og hvordan gik det så med mine Rucola-spirer?
Ikke så godt – der spirede ikke så meget som et eneste frø.
Fremover sørger jeg for at så, når frøene er friske.

 






torsdag den 1. august 2013

Farve i altankassen



Med en altan er der ikke langt til at tænke altankasse. Den skal anbringes forsvarligt – nogle steder må kasserne kun hænge på indersiden af altanen.

Spanske margueritter (stammer fra Sydafrika) er hårdføre – de kan endda som stedmoderblomsterne tåle lidt frost og derfor være noget af det første, der kan komme på altanen om foråret.

Inden du planter kasserne til, finder du ud af, hvor tæt blomsterne skal plantes. Til en altankasse på 70 cm, skal du bruge ca. fem planter.

  • Lav huller i bunden af ’voksekarret’, altså altankassen, med en skruetrækker (måske  plantecentret kan lave hullerne for dig)
  • Hæld lecakugler i en tredjedel af beholderen
  • Fyld op med muld omkring planterne
  • Vand (pas på, at du ikke også vander underboens altan)

Hvis man ikke vil udplante, kan man sætte potterne direkte ned i altankassen – måske holder blomsterne ikke så længe, men det er lettere at udskifte potterne end at plante om.
  





Sommer i altanhaven





Jeg har købt nelliker i pink og ’Kæmpeverbena’ i lilla samt en hvid sommerfuglebusk. Sidstnævnte kan blive meget stor i en have og er egentlig ikke velegnet til krukke, men det skal forsøges, for planten er så flot – og så tiltrækker den sommerfugle, deraf navnet.

Som baggrund har jeg en thuja og en græsart, som har overlevet fra forrige altanhave. Ligeledes syrenen, der har haft godt af at komme over i en større potte. Efter afblomstringen ser den stadig godt ud – nu bare grøn.

Kæmpeverbenaen lever sandelig op til sit navn. Høj og med vildtvoksende stængler, der bøjer og svajer i blæsten. Den groede på rekordtid og fik flotte blomster, som sommerfuglene er helt vilde med.

Jeg havde købt to planter – og havde slet ikke plads – derfor donerede jeg den ene til min datters altanhave. Selv medens jeg stod og ventede på taxaen, der skulle fragte mig derop, kunne jeg høre planten gro, og taxamanden havde sit hyr med at få stænglerne bakset ind på bagsædet.

Busktomaterne fylder også – og planterne har været billige, for jeg har avlet dem fra frø. Også sommerblomsterne Mamelukærme og Lathyrus har startet deres liv i min vindueskarm. Mere om det i et andet indlæg.

Kæmpeverbena med de stride stængler sammen med Mamelukærme, Stedmoder og busktomat.