lørdag den 28. juni 2014

Kano får nyt liv som byhave


Endnu et urbant havebrug har set dagens lys i Aarhus, nemlig de runde byhaver i Marselisborg Hospitalspark. Projektets primære formål er at give borgerne mulighed for at dyrke grøntsager og at skabe liv i parken samt at styrke fællesskabet brugerne imellem.

Haverne er lige blevet indviet, men brugerne er allerede i fuld gang med at så og plante. I ét af de runde havelodder står en kano, som her på sine gamle dage har fået nyt liv som urtehave – man kan dyrke blomster og grøntsager i alle beholdere!

Det er Havefællesskabet Marselisborg Hospitalspark, der med kommunens velsignelse har sat projektet i gang. Det er gratis at få sig et stykke jord i de cirkelformede bede, og der er skovle, river og spader til fælles afbenyttelse. Selv det våde element er der sørget for, idet kommunen stiller en tank vand til rådighed.

Endnu et godt initiativ og et eksempel på, at det med at sætte tænderne i egne veldyrkede gulerødder går rent ind hos byboere – også selvom de bor på femte sal – uden altan!


Kano på pension er nu centrum i urtehaven.

De nye cirkelformede bede i hospitalsparken er et anderledes indslag i bybilledet.







mandag den 23. juni 2014

Kapilærkasse på altanen


Måske lidt af et mas, men det skulle forsøges: nemlig at dyrke et eller andet i en kapilærkasse – også kaldet selvvandingskasse. Kassen er af flamingo og vejer ingenting, men plantesækken med jord er tung. Jeg fik sidstnævnte bragt til døren af et online-supermarked, da jeg alligevel skulle bestille diverse varer.

Kassen har tre rør, der fyldes op med jord og står i vand, således at der ikke skal vandes hver dag – smart nok, hvis der er udsigt til ferie væk fra den hjemlige altanhave.

Plant tomater, blomster, agurker, salat eller hvad du nu foretrækker. Jeg har valgt zucchini (squash) – den vokser hurtigt og skal have meget plads – derfor kun én plante pr sæk.
Tomatplanter kan du godt have tre af i en sæk – agurkeplanter to stk pr sæk.

Gør sådan:

- Kassen fores med en indlægspose (plasticpose til kapilærkasse) for at hindre at vand siver  
  ud på altangulvet

- For at bedre luftcirkulationen i sækken, skal den rystes, så jorden bliver løs

- Anbring sækken på kassen og klip hul, hvor du vil plante

- Med en planteske finder du nu de tre rør i bunden af plantesækken og perforerer plasticen

- Rørene fyldes med jord og planterne sættes, hvor du vil have dem.

Så skal der vandes – dels direkte i plantesækken første gang – dels i vandingshullet i hjørnet af kapilærkassen. Efterfølgende vandes blot heri, når vandstanden bliver lav.

Det er en god ide at lægge en lille plasticbold i vandingshullet, så man kan se vandstanden - nogle gange følger bolden med kapilærkassen. Husk gødning i rette mængde. 

Til selve kassen findes skjulere af træ eller pil – det er en smagssag (og et spørgsmål om pengepung) om man vil ofre det. Den hvide kasse er OK – men fylder dog godt i landskabet. Standardmålet er 85 x 45 cm.

Til vinter kan flamingokassen (uden plantesæk) bruges til at sætte planter i – til beskyttelse mod kulde og vind.

Zucchinierne er godt på vej i selvvandingskassen.

lørdag den 7. juni 2014

Altanhaven til nytte og pynt


Juni er en skøn måned i altanhaven. Det blomstrer og gror, så man næsten kan høre det – og forventningen om de lange og mange sommerdage, der ligger forude, er til at tage og føle på.

På min altan følger jeg traditionen med at mikse det pyntelige med det nyttige og spiselige. Det sidste mest for sjov, for i Danmark er der aldrig langt til et supermarked, og selvom vore fødevarepriser er højest i Europa, er der faktisk masser af grøntsager her i sæsonen til rimelige penge.

Men selvgjort er nu velgjort: det er berigende at kunne klippe persille til kartoflerne, plukke jordbær af altankassen og snitte en hjemmedyrket zucchini og putte i frikadellefarsen.

Måske er der også en smule romantik i det hjemmedyrkede: det moderne bymenneskes behov for en smule natur og ikke kun være ’passivt konsumerende’.

Og det er OK! Så jeg fortsætter mine dyrknings-forsøg – for sjov - og ved godt, at det at dyrke sine egne fødevarer godt kan være for alvor og være med til at minimere husholdningsbudgettet betragteligt. Men det kræver så mere end én zucchiniplante!

Zucchini, også kaldet courgette eller squash, er en nytteplante, der kræver plads.

Jordbær er til nytte, fordi de kan spises - men er selvfølgelig også til pynt!

Til pynt: Verbena - én af mine yndlingsblomster.

Til pynt: ærteblomsterne er på vej op ad det hjemmegjorte espalier.

Geranium og Blåkant pynter på en regnvejrsdag.