søndag den 24. november 2013

Lidt om lyng


Er du vild med lyng kan du stort set have lyngplanter året rundt på din altan – i blomst vel at mærke. Der findes mange forskellige lyngplanter, der blomstrer på forskellige tidspunkter, så den ene kan afløse den anden.

Her i november har jeg fået foræret en vårlyng, en ’Erica Kramer’s Rote’, som blomstrer med magentarøde blomster fra februar til maj – så der er lidt at glæde sig til!

Efterårslyng ’Calluna’ har jeg også haft – dog på min forrige altan. Der er stadig efterårslyng på altanerne, hér hvor jeg bor – efterårslyngs blomstringstid er fra sensommer til efterår.

Der findes en enkelt sort, ’Aks-Lyng’, der blomstrer fra midten af juni og fire uger frem – og så skulle året næsten være dækket ind.

Alle lyngplanter elsker solskin og en let jord og skal studses efter blomstring.

Og så er de hårdføre og koster ikke en bondegård.

Lyng er flotte i altankasserne, her efterårslyng på min gamle altan.

Forårslyng i potte kan sagtens overleve en dansk vinter med det hele.

Her har den nye vårlyng fået selskab af Stedmoder, der også er holdbar om vinteren.



tirsdag den 12. november 2013

Frostklare krukker


Når frosten er på vej er det vigtigt at tage sine forholdsregler, så planterne kan overleve, til forårssolen igen får magt.

Allerførst skal de vandes godt igennem – den største trussel for planterne om vinteren er udtørring.

Dernæst er det en god ide at hæve potterne fra underlaget, især hvis det er et koldt betongulv. Fjern underskålen (når planten har suget vandet til sig) og sæt potten ned i en flamingokasse med avispapir eller hessian omkring.

Jorden i potterne kan få et lag dækbark på toppen – det pynter og beskytter mod kulden. Et billigere alternativ kan være nedfaldne blade (fra parken eller skoven) med et par grangrene øverst til at holde på dem.

Og hvis man vil være ekstra omhyggelig, sætter man planterne ind til husmuren, hvor der er mest varme og læ.

Så kan frosten komme an – planterne er forberedt på en lang vintersøvn.

Endnu kan det gå an at lade den gule krysantemum og hasselurten stå ved glasværnet, men når frosten bider, er det lunere inde ved husmuren.

Hessian beskytter mod vinterens kulde.

Put sammenkrøllet avispapir ned mellem krukkerne for at isolere.


Dækbark pynter og beskytter mod frosten.